Læs mere om foredragsholderne der var med i

jubilæumsarrangementet og se slides fra de

foredragsholder, der har givet lov til at de ligger på

hjemmesiden her.

 

Pressemeddelelse:

Foreningen modtager kr. 120.000 af Trygfonden.

Pengene skal bruges til at afholde jubilæumsdag d. 4. november i Silkeborg.

Foreningen for Hypermobile og HMS har ansøgt fondsmidler og modtager 120.000 kroner af Trygfonden til afholdelse af 10 års jubilæum. Jubilæumsdagen formes som en foredragsdag for medlemmer, pårørende og fagfolk, såsom læger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker og andet sundhedspersonale der møder hypermobilitet i deres virke.

Dagen planlægges med to forløb med højt kvalificerede fagpersoner indenfor lægevidenskab, fysioterapi og psykologi, der vil holde opkvalificerende foredrag for fagpersonale, således at de får indsigt i den sidste nye forskning og viden og erfaringer indenfor området. Samtidig vil der være workshops for patienter og pårørende omkring smertehåndtering og andre input der kan være med til at skabe en bedre hverdag og dermed et bedre liv.

Foreningen består af mere end 500 medlemmer i Region Midtjylland, og bestyrelsen er lige nu ved at få de sidste foredragsholdere booket til selve dagen. Foredragsholderne vil dække det fysiske, psykiske og sociale aspekt ved at have hypermobilitet.

Hypermobilitet betyder overbevægelighed, og mere end 10% af befolkningen har overbevægelige led. At have hypermobile led er en ”tilstand” og ikke en sygdom, men i kølvandet på den manglende stabilitetsevne i kroppen får mange, især kvinder, invaliderende smerter og følgesymptomer som bækkenløsning, fibromyalgi, tennisalbuer, forstuvninger, rygsmerter m.m. Smerterne kan være årsag til, at mange må forlade deres hidtidige arbejde og finde skånejobs eller helt ryge ud af arbejdsmarkedet. Ikke alle personer med hypermobilitet har problemer med kroniske led og muskel smerter, men mange oplever akkumulerede smerter, dvs. smerter midt i livet, som en konsekvens af den måde de har brugt deres krop på i de yngre dage ved f.eks. hårdt fysisk arbejde eller hård fysisk træning.

Selvom tilstanden ikke er anerkendt som en sygdom er der mange lidelseshistorier blandt foreningens medlemmer, og foreningen vil gerne sætte fokus på tilstande som hypermobilitet og hypermobilitets syndrom, og give læger og andre behandler mulighed for at undersøge om patienten/klienten har denne tilstand i et tidligt stadie. Mistanke om hypermobilitet kan bekræftes ved at foretage en test om leddenes bevægelighed, og den mest anvendte test hedder Beightons test. Nogle medlemmer er i behandlersystemet i mere end 10 og 20 år før de får en diagnose. Jo tidligere man kan stille diagnosen, jo tidligere kan man sætte ind med vejledning i forhold til uddannelse, korrekt træning, kost og bevidsthed om kroppens naturlige grænser og muligheder. Derfor glæder foreningen for Hypermobile og HMS sig til at afholde jubilæumsdag i Silkeborg d. 4. nov. 2010, og håber på 200 – 300 fremmødte interesserede.

 

 

 

Til forsiden